Ispinde med vaniljeskyr, blåbær og granola til morgenmad? Hvorfor ikke…? Her er alt hvad man behøver – smagfuld og proteinholdig skyr, sprød granola og bær! Det smager pragtfuldt. Mætter fint. Og så er de super friske og praktiske, fordi de netop også kan tages med på farten. En rigtig god ting, hvis du, ligesom jeg, altid har travlt om morgenen og aldrig når at spise morgenmad.
Ispinde med vaniljeskyr, blåbær og granola
Er man slet ikke til morgenmad, kan man sagtens spise disse ispinde med vaniljeskyr, blåbær og granola som snack eller som et sundt mellemmåltid. Selvom sommeren viste sig fra sin bedste, varme side, har vores tre blåbær buske ikke båret ret meget frugt i år. Faktisk er min mand lige nu ude at købe spagnum, så vi kan flytte blåbærbuskene over til det store bærbed, hvor alle vores hindbær, røde og hvide ribs, samt brombærrene vokser. Og de vokser og trives ret godt der. Uden at være have ekspert, tror jeg det skyldes at bærbedet er placeret mod syd, hvor solen skinner flest timer.
Ispinde med yoghurt, blåbær og granola er en ualmindelig lækker morgenmad. De kræver ingen tid eller dyre ingredienser og vil holde dig afkølet og mæt længe.
Andre sunde opskrifter: Riskiks med figner; Georgisk churchkhela snack med valnødder; Havregrødsmuffins med blåbær; Bagte mozzarella pops med ost; Hjemmelavede bananispinde uden sukker; Piña Colada ispinde med kokosfløde; Sunde butter beans fritter.
Opskrift på hjemmelavet granola
Ispinde med vaniljeskyr, blåbær og granola har jeg lavet af denne granola grundopskrift, som du kan se HER. Jeg har dog lavet lidt om i opskriften, og erstattet al tørfrugt med frysetørrede blåbær og hindbær.
Du skal bruge: 200 g finvalsede havregryn; 50 g pekannødder; 2 spsk frysetørret blåbær og 1 spsk frysetørret hindbær; 1 tsk stødt økologisk kanel; 1 bæger pasteuriseret æggehvide; 1 spsk Udos Choise olie; 1 knsp salt; 1 dl økologisk akaciehonning.
Sådan gør du: Forvarm ovnen til 180 grader. Håndpisk æggehvider med lidt salt til blødt skum. Tilsæt kanel, akaciehonning, olie og rør det hele godt sammen. Nødderne hakkes groft, blandes med havregryn og hældes ned i æggehvidemassen. Vend hele herligheden over på en bradepande, beklædt med bagepapir og bag i ca.15 minutter i første omgang. Tag bradepanden ud af ovnen, rør rundt i granolaen og bag videre i yderligere 10 minutter. Tag granolaen ud og lad den afkøle. Tilsæt frysetørrende bær, og din granola er nu klar!
Ispinde med vaniljeskyr, blåbær og granola
Ingredienser
- 500 g vaniljeskyr (jeg bruger Thise 0,2%)
- 2 dl mandelmælk
- 2 blade husblas (kan erstattes med agar-agar)
- 1 spsk akaciehonning eller agavesirup
- 1 håndfuld friske eller frosne blåbær
- 6 spsk granola (hjemmelavet eller købt)
Sådan gør du
Fremgangsmåde:
- Læg husblas i blød i rigeligt vand i minimum 10 minutter. Kom mandelmælk og de udblødte husblasblade i en lille skål, og varm op i mikroovnen, indtil husblasen er helt smeltet. Når husblas massen er blevet lidt afkølet, hældes den i skålen med vaniljeskyr. Tilsæt akaciehonning, og rør godt rundt.Kom lidt vaniljeskyr i bunden af alle ispindeforme, og drys lidt granola og blåbær. Gentag det hele en gang mere, og afslut med granola og evt. honning - inden ispindene stikkes i formene.Fryses i minimum 6 timer, og nydes iskolde. For at man nemmere kan trække ispindene ud af formene, kan man sænke 1/3 del af formen i et fad med varmt vand og lade det stå i ca. 3-5 minutter. På denne måde løsner ispindene sig meget nemmere. (Som I kan se på billederne, har jeg været lidt for utålmodig).N.B. Der går i alt 1 spsk granola til 1 ispind. Opskriften til min hjemmelavede granola med Livets olie har jeg lagt op i selve indlægget. Hvis ikke man gider lave det selv, vil jeg anbefale at bruge Premieur granola med blåbær fra Netto.
Skriv din kommentar herunder og klik på "Skriv kommentar" for at sende.