Opskrift på rugbrødschips med havsalt og olivenolie
Rugbrødschips er gode at have i køkkenskabet, både som snack til favorit dippen eller til en kop varm suppe.
For at lave disse rugbrødschips, bruger jeg min elektriske pålægsmaskine og dybfrost kernefrit rugbrød – på denne måde er det nemmere at skære dem “chips” tynde. Har man ikke sådan en maskine, kan man fryse rugbrødet først og skære derefter de tynde skiver til rugbrødschips.
De tynde rugbrødsskiver pensles med valgfri olie (jeg bruger økologisk jomfru olivenolie) og drysses med flagesalt (Maldon salt) og sesamfrø. Jeg kan godt lide at have dem i min madpakke, og man bliver faktisk pænt mæt af dem 🙂
Chipsene bages ved 160 grader almindelig ovn i ca. 30 min (tjek dem med jævne mellemrum – der er forskel på ovne). Bager man to bradepander, skal man bytte rundt på pladerne midtvejs. Læg de færdige rugbrødschips på et stykke køkkenrulle og spis, når de er afkølede. Min favorit dip er min Auberginecreme, som er spækket af gode næringsstoffer. Man kan også spise dem som de er eller bruge dem til en lækker rustik salat. Opbevares i tætsluttende emballage.
Lige nu sidder der et par kærlige brune mandeløjne med hvid/brun pels omkring, og prøver at få mig til at hoppe ind i mine gummistøvler og regntøj for at gå “hundetur”.
Hvad gør man ikke for sin lille, bløde, firbenede favorit! 😉
God søndag til Jer!
Skriv et svar