Første gang jeg fik smagt Banh mi sandwich, var i Hong Kong i 2009, på en vietnamesisk gaderestaurant, som kun serverede Banh mi sandwiches. Jeg kan tydeligt huske, at jeg blev fristet af den krydrede duft og af egen nysgerrighed over at se så mange mennesker i kø efter en sandwich.
Min mand var til møder hele dagen lang, og jeg havde masser af tid til at udforske byen… og maden. Det havde nok været mere autentisk at smage Banh Mi i Vietnam, men denne sandwich smagte så godt, at jeg glemte for en stund hvor jeg var henne. Minderne blev vækket til livs, da jeg forleden så Jamie Olivers madprogram på TV, hvor han appetitligt, nærmest savlende tilberedte sin version af vietnamesisk Banh mi sandwich. Og her er min version af den…
Opskrift på vietnamesisk Banh Mi sandwich
Denne Banh mi sandwich lavede jeg af rester af ovnstegt nakkefilet (pulled pork). Når jeg nu er i gang, laver jeg altid en stor portion af ca. 2-3 kg og fryser tre, fire portioner ned til netop Banh mi sandwiches. Det eneste man skal tilberede er, at varme baguettes (jeg foretrækker fuldkorns fra Coop, fordi de er korte). Riste kødet med sød chilisauce og tilberede pickles. Lav eventuelt flere af dem, så der er til madpakker til dagen efter.
Læs også: Pulled chicken i ovn og Indisk Butter Chicken med chapati flatbrød.
- Opskriften er til 4 personer:
- 4 stk fuldkorns baguettes (fra Coop)
- 4 spsk kyllinge (eller gåse-) leverpostej (1 spsk til hver halve baguette skive)
- 4 tsk Hellmann’s mayo (1 tsk til hver halve baguette skive)
- 1 stk frisk rød chili
- 1 bdt frisk koriander
- Til kødet:
- 400 g hjemmelavet pulled pork (rester)
- 3 spsk sød chili sauce
- Til pickles:
- 200 g spidskål (fintsnittet)
- 100 g gulerødder (groftrevet)
- 50 g revet frisk ingefær
- 3 fede hvidløg (presset)
- 2 spsk Mirin Japansk eddike
- 1 spsk soya sauce
- 3 spsk Sesam olie
- flagesalt efter smag
- 1 tsk sukker
- 100 g agurk (udkernet) og skåret i “halvmåner”
- Varm/rist kødet på panden sammen med sød chilisauce i ca. 10 minutter eller indtil kødet bliver ligesom glaseret.
- Sådan samles sandwichen:
- Varm baguettes som det er anvist på pakken. Halvér, når de er helt kolde.
- Tilbered pickles: Kom spidskål, gulerødder, ingefær, hvidløg i en stor skål og drys med salt og sukker. Massér nu alle ingredienser med begge hænder indtil hvidkålen “falder sammen” (hæld væden ud, hvis der er for meget af den). Tilsæt olie, eddike, agurker, rør forsigtigt og stil til side.
- Smør den éne side af alle baguettes med kyllingeleverpostej og den anden med Mayo (ligegyldigt hvad er øverst og nederst).
- På den nederste baguetteskive anrettes kødet, pickles, friske chili skiver og masser af grofthakket frisk koriander.
- Dæk med den anden baguette halvdel og pres forsigtigt sandwichen sammen. Skær eventuelt midt over, hvis den er for stor.
- Velbekomme!
Skriv et svar