Værsgo! Så er de er her, de længe efterspurgte hjemmelavede skumfiduser med jordbær-rabarbersirup. De er meget nemme og overskuelige at lave, og kræver hverken flydende glukose eller et fancy konditortermometer. Man kan endda selv bestemme, om man vil bage dem eller blot lade dem lufttørre i mindst 12 timer. Personligt kan jeg godt lide dem lidt våde og svampede indeni, og derfor bager jeg dem ikke. Ønsker man derimod en knasende sprød skorpe, kan man med fordel bage dem på 100 grader i ca. 30 minutter.
Den første gang jeg lavede disse skumfiduser var, da jeg var fjorten år gammel. I Georgien og i Rusland hedder de Zefir, og man kunne købe dem alle steder. Jeg elsker disse luftige, svampede og smagfulde sager! Disse Zefir skumfiduser er også en af de første ting, jeg kaster mig over, når jeg (desværre alt for sjældent) besøger min familie i Tbilisi, Georgien. Naturligvis efterfulgt af denne sunde, georgiske snack churchkhela eller georgiske snickers, som det også kaldes i Georgien. Jeg glæder mig allerede til gensynet med det hele i september. Men jeg glæder mig allermest til at vise min mand byen jeg er født i, det fantastiske georgiske køkken, de gæstfrie georgere, Stalin museet, den skole jeg er gået på, kulturen og mm.
Opskrift på hjemmelavede skumfiduser med jordbær-rabarbersirup
Man kan lade dem være som de er, altså de halve stykker som man ser på det øverste billede. Men skal det være autentisk, så skal man blot sætte to sammen, som jeg har gjort på et af de nederste billeder. Det er helt op til en selv, hvilken smagsaroma man ønsker at lave dem med. Prøv for eksempel at lave dem med brombær, jordbær, appelsin, solbær eller hindbærsmag. Smagen af bær klæder disse skumfiduser virkelig godt. Hov, man kan også prøve dem med lakridssmag! Eller lakridssirup og hindbær?! Uhmmm…..
- For jordbær-rabarbermassen:
- 200 ml stuetempereret jordbær-rabarbersirup (eller andet hjemmelavet bær sirup)
- 1 spsk citronsaft
- 1 stk stuetempereret pasteuriseret æggehvide
- 1 knivspids vaniljesukker
- For husblasmassen:
- 75 ml vand
- 100 g sukker
- 3 stk husblas, udblødt i vand i mindst 10 minutter
- Pynt: Flormelis, frysetørret bærpulver eller "Dust" fra Mill&Mortar
- Rør jordbær-rabarbersirupen sammen med æggehvider og tilsat vaniljesukker og citronsaft. Piskes enten på en maskine eller med en elpisker på den højeste hastighed i mindst 7-10 minutter. Det er en fordel at gøre det på en maskine, da man så kan påbegynde den næste step, mens maskinen pisker videre.
- Nu går vi i gang med husblasmassen. I en lille gryde varmes vand og tilsættes de udblødte husblas og sukker. Lad husblasmassen koge op og skru ned så den fortsat koger i ca. 10 minutter mere. Den skal nu meget gerne være tyknet som flydende honning. Tag af varmen og vent indtil massen ikke bobler mere.
- Vend nu den varme husblasmasse ned i skålen med bær massen, og pisk yderligere i 5 minutter, men på LAV hastighed indtil massen er stiv og sej. Nu er skumfidusmassen, som gerne skal danne skarpe, veldefinerede pigge, når du løfter piskerisen, klar til at komme i en sprøjtepose med stor stjernetyl.
- Sprøjt nu "roser" på et stykke bageplade, beklædt med bagepapir og lad skumfiduserne lufttørre i mindst 12 timer.
- Er man meget skumfidussulten, kan man sagtens bage dem som jeg har skrevet i starten af opskriften.


Ved du at du kan følge med på instagram HER hvor jeg deler alt dét, der gør glad, fordelt i små firkanter ★ og på Facebook HER som bliver opdateret, når et nyt indlæg bliver postet herinde ♡
De lyder godt nok lækre – har en masse rabarber i fryseren som trænger til at blive brugt. Du skriver at de bli’r våde og svampede – hvis nu man gerne vil ha’ dem lidt mere faste i det uden at de bli’r væmmelige at tygge på. Hvor meget mere husblas ville du putte i end der står i opskriften? Glæder mig helt vildt til at prøve at lave dem 😉
Hej Mia,
Disse skumfiduser smager vidunderligt!
Og du kan sagtens lave dem mere faste i konsistensen ved at double husblas mængden. Du kan roligt bruge 6-7 stk i alt til denne opskrift 👍🏻
Take care og
Rigtig god fornøjelse!
Hej igen,
Har lige et spørgsmål mere – det handler om den pasteuriserede æggehvide. Du skriver at der skal bruges én æggehvide til denne opskrift. Jeg har lige været henne og checke og sådan et bæger pasteuriseret æggehvide indeholder faktisk 1.5 æggehvider – så mit spørgsmål går på om det bare er et helt bæger eller om man skal/nøjes med det der svarer til 1 æggehvide, nemlig 2/3 af indholdet i et enkelt bæger. Så mange spørgsmål om noget så simpelt som skumfiduser – hvem sku tro det 😉
Hej Mia,
Det er helt i orden du spørger. Hellere det, end at ende med et mislykket opskrift. Og ingen skumfiduser 😉
Med “1 stk pasteuriseret æggehvide” mener jeg et helt bæger med 1,5 æggehvider i ☺️
Kh Diana
Hej igen,
Det tænkte jeg nok – men jeg ville bare være helt sikker 😉 Jeg skal ha’ købt mig en anden køkkenmaskine for den jeg har – en Electrolux som faktisk ikke er mere end et år gammel – er “anatomien” simpelthen ikke egnet til sådan noget som skumfiduser eller f.eks flødeboller. Der er nemlig max. 1.5 cm “luft” rundt om skålen til når man som i denne opskrift skal hælde den varme sukkersirup ned i æggehvidemassen mens den pisker og det er nærmest fysisk umuligt – og slet ikke uden at få varm sukkersirup og husblas ind der hvor piskeriset sidder fast på maskinen! Har kig på en Kenwood til en mega god pris men er lige blevet opereret i foden så jeg har ikke lige mulighed for at komme ud og se den før jeg bestiler den – vil gerne være sikker på at jeg ikke løber ind i samme problem igen, bare med en dyrere maskine 😉
God pointe!
En god køkkenmaskine er alfa omega, hvis man godt kan lide at bage…
Kenwood har jeg hørt rigtig meget godt om. Så det er et udmærket valg. Jeg har en Kitchen Aid, som er 7 år gammel og som jeg er meget glad for. Også med hensyn til rummelighed. Tjek evt. en Ankarsum røremaskine også – den skulle også være ret god. De ligger i den dyre ende, men til gengæld tjener de i køkkenet lang tid.
God bedring med foden.
Jeg håber du finder en god køkkenmaskine for dig ☺️
Tak skal du ha’ – til det hele. Tænker nok det skal lykkes både med foden og køkkenmaskinen 😉