Ideén til disse fuldkorns pizzabåde med butternut squash, spinat og ricotta fik jeg fra denne opskrift. Selvom børnene for længst er flyttet hjemmefra, og behovet for madpakker er blevet betydelig reduceret. Jeg er stadig vild med at fylde fryseren op med sundt, hjemmelavet fastfood. Det sparer så meget tid i hverdagene, og selvom jeg hygger mig godt i mit køkken, er der også andre ting jeg gerne vil bruge mine frie timer på. Specielt nu, når sæsonen for hjemmelavet is nærmer sig 🙂
Sprøde fuldkorns pizzabåde med butternut squash, spinat og ricotta
Og hvis I bare viste, hvad der ikke kommer ind i min fryser! 😉 Det er så nemt med frysevenlig mad, som man lige kan tage ud af fryseren inden man kører på job eller aftenen før, hvis det skal bruges til madpakken. Har jeg iøvrigt fortalt, at jeg hellere vil have min egen mad med, end købe noget i vores personale kantine? Også selvom vores kantinemad er blevet betydelig bedre de senere år. Det er også sundt for økonomien, hvis man kan planlægge en smule.
Når det skal være nemt og praktisk
Når jeg planlægger at lave frysevenlig fastfood, er der et par ting der er vigtige. Det skal helst være sundt, nemt og praktisk. Det skal se appetitligt ud – også efter optøning, og så skal det naturligvis smage godt! I den forbindelse har jeg afprøvet nogle forskellige melblandinger, og fandt frem til af Finax’s økologisk fuldkornspizza melblanding passede fint til disse pizzabåde med butternutsquash, spinat og ricotta.
Jeg bager dem på min gamle pizzasten, som jeg fandt i Netto for mange år siden til sølle 15 kroner. Pizzabådene bliver virkelig luftige, lette og med en knasende skorpe! De smager eventyrligt godt, og er også lækre som vegetarmad. For at de skal blive fine og lige store, vejer jeg hver dejkugle af til ca. 115 gram – inden jeg former pizzabådene. Lidt perfektionist har man vel lov til at være 😉
- Opskriften er beregnet til 18 stk pizzabåde.
- 1/2 pose Finax økologisk fuldkornspizza mel
- 1 brev tørgær
- Til fyldet:
- 2 stk butternut squash
- 250 g ricotta ost
- 1 knivspids Aromat krydderi fra Knorr
- 4 fed hvidløg
- 150 g frisk spinat
- 2 stk rødløg
- 50 g smør
- 200 g revet cheddar ost
- salt og friskkværnet peber
- frisk timian
- Forbered dejen efter anvisning på pakken.
- Skræl og skær butternut squash i mundrette stykker og råsteg på pande i ca. 20 g smør. Vend de stegte butternut i en anden skål.
- Løg skrælles, snittes i både og svitses i den samme pande med lidt smør i ca. 3 minutter.
- Tag løgene fra og steg spinaten i ca. 5 minutter til den lige falder sammen.
- Rør ricotta osten sammen med lidt salt og presset hvidløg, aromat og peber.
- Del dejen i små dejkugler á ca. 115 gram hver. Form dem som det er vist på collage billedet i selve indlægget.
- Anret bådene med alle ingredienser og afslut med spinat og lidt friske timian kviste.
- Bag pizzabådene i en 250 grader forvarmet ovn (og pizzasten eller bradepande) i ca. 15 minutter.
lotte Mansø skriver
Dem må jeg prøve 🙂
dianawi skriver
De er så nemme at lave! Og særdeles lækre – lige noget for dig!
P.S. Lotte, jeg bliver altid så varm om hjertet, når du kan lide noget af det jeg laver og kommenterer ☺ ❤😘