Det er efterhånden fire år siden vi har været på skiferie. Så i år besluttede vi os til at tage af sted igen. Vi har ikke længere hjemmeboende børn, så vi tog af sted i uge 11 – det er lidt senere end vi plejer. Det er 4. gang i mit liv jeg tager af sted på skiferie, så jeg er stadig på begynderniveau. Og var det op til mig, så ville jeg helst lade være, men med alle de jubeltaler min mand holder om projektet skiferie hvert år fra oktober til april, var der ikke andre udveje. Aj, det skal ikke lyde som tvang! Jeg hader bare, sikkert ligesom mange andre, at være dårlig til noget. Men jeg er også ret nysgerrig på at se, om en +40-årig (læs mig) kan lære at stå nogenlunde sikkert på nogle lidt udfordrende østrigske bakker.

Den første dag og debut på trækliften

Den første dag på pisterne foregik for mit vedkommende på børnebakken. Jeg startede med at trætte min mand med mit brok over hvor tunge skistøvlerne var, alt imens jeg kogte op under min ski jakke og ski undertøj. Min første fiasko startede med at mine ski kørte i hver deres retning, da jeg skulle bruge trækliften op af børnebakken. Da jeg så de små børn, fræsende ned af bakken mens de lavede velkendte S- opbremsninger, sved jeg endnu mere af indre raseri. Jeg følte mig som en “våd” fisk, der var havnet i en forkert sø.

Dagen efter startede jeg med en privat undervisning med en ung, dansk skilærer der hed Jonas. Vi startede på børnebakken, hvor jeg genopfriskede nogle teknikker. Han lærte mig at fordele vægten rigtigt på skiene, køre parallel ski og plove. De første 20 minutter kørte jeg efter Jonas i store buer ned over bakken, hvor jeg hele tiden skulle flytte vægten fra højre til venstre. Langsomt kunne jeg, eller rettere sagt min krop, begynde at huske nogle af de ting, som jeg havde lært tidligere. Det varede ikke ret lang tid før Jonas mente, at der skulle mere fart i skiene. Pludselig befandt jeg mig på toppen af en blå/rød bakke, som var ca. 1,5 km lang. Der var kun én vej! Og det var ned. Ikke på gåben, men på ski! Jeg kørte ned to gange denne dag. Styrtede to gange. Og så var de to timers undervisning passé! (Gud ske tak og lov)…

Den tredje dag med alpin udfordring

“Sneen nede i dalen duer ikke, det er ren slush ice”, sagde min mand, som allerede havde afprøvet de forskellige pister højere oppe og i Flachau området, som ligger meget tæt på Wagrain. Vi tog “Rote 8” gondolen, for at komme højere op og over til Flachau, hvor sneen var god og pisterne brede. Udsigten fra gondolen var ubeskrivelig flot med høje bjerge og flotte sne landskaber. I starten var det meget svært at nyde det, da knuden i min mave voksede i takt med de højdemeter vi steg over grantoppene. Til gengæld, holdt jeg én skifri dag, hvor jeg tog min trofaste ven med, mit kamera, nød naturen og knipsede nogle gode billeder, synes jeg selv. Naturen i Wagrain er fortryllende!

Hvad så nu?

På sidstedagen kørte jeg lidt mere sikkert, men stadig forsigtigt på ski. Jeg faldt ikke en eneste gang, og fik lidt mere selvtillid på skiene. Jeg prøvede at undgå katastrofe scenarier (noget som jeg er blevet ret slem til med alderen) og blev mindre bange for at falde og brække arm og ben. Vi tog stoleliften igen og igen på Flachau siden, og kørte ned af nogle brede, bløde pister. Efterhånden kunne jeg mærke, hvordan mine ben og min krop langsomt begyndte at mestre teknikken. Jeg talte timer og tænkte på påstanden om, at det tog 10.000 timers træning før man var ekspert i en færdighed. Jeg behøver ikke at være ekspert, men glæder mig til at nå det niveau, hvor jeg vil synes, at det at stå på ski er mega sjovt 🙂

Mens vi var på skiferie, blev vi inviteret til min mands halvbrors 40-års fødselsdag. Det bliver fejret i januar næste år med en familierejse til Zell am See. Juhuu!!! Så er den næste skiferie hermed i hus. Vi glæder os allerede til at være samlet med hele familien Munck 🙂

Det perfekte stemning på Naturhotel Edelweiss

Der er fordele og ulemper ved at tage på skiferie i marts. Men da Wagrain er kendt for garanti for sne og de bedste pister, var det ikke det store problem. Vi fik fortalt, at skisæsonen varer helt til den 15. april. En af fordelene ved at rejse i marts var, at vi sparede 250 euro pr. liftkort. Det er mange penge og er absolut værd at tage med. Da jeg er begynder og ikke var sikker på om jeg ville have lyst til at stå på ski hver evig eneste dag i en hel uge, valgte vi et hotel med rare, afslappende omgivelser. På anbefaling fra min kollega, bookede vi Naturhotel Edelweiss i Wagrain, som havde det hele: flot natur med det vildeste bjerg- og snelandskab, god mad, spa og grøn miljøbevidsthed – alt sammen noget, som både min mand og jeg går op i.

Naturhotel Edelweiss er et godt 4 stjernet hotel til en fair pris. Hotellet tilbyder rigtig gode smagsoplevelser, flot udsigt over bjergene og en lille landsby samt afslappende spa omgivelser med separat swimmingpool til børn og voksne, så man har mulighed for at få fred. Der er taget hensyn til både gæster med og uden børn, både når man er i spa og når man nyder sin mad. Det er en af de ting, som jeg sætter stor pris på, når jeg er på ferie. Morgenmaden var rigtig god, og en del af tingene var økologiske. Blandt andet spiste vi honning fra hotelejerens egen biavl. Hver morgen blev honningen serveret i rammer – direkte fra bistadet. Hotelpersonalet var enormt søde og hjælpsomme! Edelweiss er et sted, hvor vi kommer igen. Det er helt sikkert!