Stelalderbrød, paleo brød eller bare nøddebrød – kært barn har mange navne. Men min kærlighed til stenalderbrød har været meget vekslende. For nogle år siden, hvor stenalderkost var på højeste mode, var jeg som mange andre, også med på stenalderbrød (paleo brød) bølgen – stenalderkosten tog jeg dog aldrig sådan rigtigt til mig. Stenalderbrødet kunne jeg godt overskue at bage, og det nåede da også at blive favorit i hele vores familie. Men lige så hurtigt det vandt mit hjerte, lige så hurtigt blev jeg træt af det igen.
Glutenfrit stenalderbrød med tranebær
Jeg kan huske jeg blev ret træt af konsistensen og af at skulle tygge det i timevis. Jeg droppede stenalderbrød trenden kort tid efter, og vendte tilbage til almindeligt rugbrød igen. Nu er stenalderbrød atter til at finde i vores køleskab.
Det var faktisk min datter, der med sin flotte vægttab, ledsaget af lav kulhydrat kost, inspirerede mig til at begynde at bage det igen. Nu er min søn også blevet vild med stenalderbrød, og er begyndt at købe de færdige stenalderbrødblandinger fra supermarkederne. Sidst han var på besøg fik han en lille silicone brødform med hjem i gave. Så håber jeg han selv vil bage sit eget favorit glutenfrit stenalderbrød med tranebær 😉
- 120 g økologiske græskarkerner
- 120 g øko solsikkefrø
- 120 g mandler (hele)
- 120 g hasselnødder (hele)
- 110 g øko tranebær, tørrede
- 120 g hørfrø (hele)
- 120 g sesamfrø
- 6 stk æg (str M/L)
- 1 stk pasteuriseret æggehvide
- 3 spsk fiberHUSK
- 1,5 dl vand
- 1 dl økologisk ekstra jomfru olivenolie
- 2 tsk flagesalt
- Bland alle ingredienser sammen og rør det hele med en træske. Lad massen henstå, mens ovnen bliver varm.
- Tænd ovnen på 160 grader almindelig ovn.
- Hæld massen i brødform og bag i 70 minutter.
- Efter brødet er bagt, stilles brødformen på en rist i mindst 15 minutter inden det tages ud af formen. Lad brødet køle helt af.
- Opbevares pakket ind i viskestykke og i en madpose på køl.
- Brødet skal spises indenfor 1 uges tid.
Efter al den gode jule og nytårs mad plus et par kilo på sidebenene (grrr…), trænger min mave virkelig til noget groft og fiberrig kost. Selvom indholdet af kalorier og fedt er ret højt i dette stenalderbrød med tranebær (414 kcal/100 g), er det de gode, mættede fedtsyrer og fibre, der er mest af og som er essentielle for kroppens stofskifte og udskillelse af affaldsstoffer. Jeg prøver for tiden af spise de ca. 1500 kcal pr. dag, og derfor nøjes jeg med to tynde skiver om dagen. Og uden at det har været vores nytårsforsæt, er både min mand og jeg igen vendt tilbage til vores 5:2 livsstil, som i nogle uger bliver til 6:1. Det går vi ikke sååååå meget op i. Så længe det passer nogenlunde ind i vores livsstil, skal det nok gå 🙂
Skær stenalderbrødet i små bidder og brug dem på din yndlingssalat i stedet for salat croutoner! Det smager vidunderligt!
Følg med på instagram HER ★ og på facebook HER
XO XO Diana ♡
Anne skriver
Herhjemme elsker vi stenalderbrød. Rigtig god ide med at bruge det i salater!
God dag til dig 🙂
dianawi skriver
Kære Anne,
Tak for din kommentar ☺ Ja, det smager fantastisk i salater, og så erstatter stenalderbrød crunchen både croutoner og nødder! To i et!
Klem Diana