Det er ved at være noget tid siden jeg sidst postede et indlæg om månedens makeup og hudpleje favoritter. Jeg elsker makeup og den måde, som makeup kan fremhæve skønheden i ethvert ansigt. Jeg er lidt af en makeup junkie og ejer snart dullegrej nok til at åbne en mini udgave af Sephora i mit hjem. Ikke desto mindre, tror jeg ikke, at jeg nogensinde holder op med at udforske nyhederne indenfor makeup og hudpleje.
Når vi for eksempel skal på ferie, smutter jeg altid i Duty free shoppen, mens resten af familien ryger i loungen. Jeg synes der er noget hyggeligt over at gå rundt i shoppen, inden man sætter sig ind i flyet 😉 Her er nogle af mine oktober makeup og hudpleje favoritter.
Makeup og M2 lashes
M2 lashes har jeg tidligere skrevet om her. Den køber jeg af og til, når den er på tilbud, for at vedligeholde og booste væksten af mine øjenvipper. Jeg er meget glad for dette vippeforlængende serum, som jeg nu kun bruger 2-3 gange om ugen, og som får vipperne til at se sunde, lange og tætte ud. Den virker!
Nars radiant creamy concealer i farverne #Custard og #Honey er jeg blevet meget glad for. Prismæssigt ligger de i den dyre ende, men de er alle pengene værd! De er cremede, pigmenterede og har lidt pudret finish, og er supergode til at dække mørke rande under øjnene. Jeg dupper begge farver (jeg kan godt lide mikse og matche) med min lille, uundværlige beautyblender sponge.
Caudalie’s soleil divine 30 SPF ansigtssolcremen købte jeg på et apotek i Toscana i sommers, rent tilfældigt, fordi jeg havde glemt min egen derhjemme. Den har faktor 30 filter, men føles som en ren silke på huden med masser af sund glød, teint og uden at man bliver hvid i hovedet og ligner døden fra Scary movie.
Til ansigtet
Denne Shaping Facial Lift wrap maske fra Clarins købte jeg i duty free shoppen i sommers. Masken har mousse konsistens, køler huden ned, strammer og frisker op i hage/hals området. Hovedingredienserne er kinesisk byg og gingko biloba, som mindsker hævelser og væskeophobning, forårsaget af dårlig søvn, kulde/varme eller stress. For optimal effekt, opbevarer jeg den i køleskabet, og en 20 minutters kold, skummende maske af denne wrap creme på hals og hage – inden en fest – gør underværker! (Se her hvordan man ellers kan få en flot, markeret kæbelinje).
Disse fire tint’s fra Jouer i farverne #honeysuckle, #peony, #fawn og #poppy (fra ve.-hø.) er blevet mine go-to everyday tints til kinder og læber (#poppy, åhh)… De er tilpas pigmenterede, cremede og er derfor nemme at påføre. De giver glød og en naturlig farve, uden at være for meget. #Peony ser lidt hæslig ud, men den er virkelig flot sammen med (under) en ferskenfarvet cremet lipgloss. På kinderne ser den ud, som om man lige er trådt ind af døren efter en omgang sneboldkamp 🙂
Mineral pudder foundation
Youngbloods mineral foundations har jeg tidligere skrevet om her, og disse to farver er stadig mine favoritter. Disse to makeup børster fra Sephora er rigtig gode til påføring og buffing af mineral foundations (den store lyse, nederst) og den smalle sorte bruger jeg til at contourere med. Her har jeg fået en ny yndling – MAC‘s “Give me sun” mineralize bronzer. Farven beskrives som “light summer peachy tan” og passer fint til min stadig solbrændte NC25-30 kulør efter solferien her i starten af oktober. Børsten er #59 og er rigtig god til akkurat og let påføring af alle bronzere. Begge børster er lavet af de bedste ægte hår.
[…] for eksempel fra danske Nordisk saltskrub, som jeg var heldig at finde HER er jeg ret glad for i min hudpleje. Det jeg nok savnede var et rent havtornolie produkt – lidt også fordi de sundhedsmæssige […]