Lammefrikadeller med frisk koriander er noget vi i familien er vilde med, men desværre sjældent laver. Nok fordi det ikke er så tit at man støder på hakket lammekød i de supermarkeder, hvor vi jo ofte handler. Nogle gange kan man være heldig at finde det på frost, og andre gange som spot vare. Og skal det være i en luksus udgave, kører vi en tur til den lokale slagterbiks. Anyway – disse lammefrikadeller med frisk koriander smager ubeskriveligt godt. Og når man egentlig har fået fat i noget godt lammefars, kan man lige så godt lave en stor portion og fylde fryseren op med disse lækre, saftige herligheder.
Lammefrikadeller, serveret sammen med tzatziki, hasselbagte kartofler med skind og disse ovntørrede tomater – så er jeg i himlen! Det er bare den bedste kombination, som jeg ved <3 Som regel steger jeg altid frikadeller på en stegepande, og altid i smør. Ønsker vi dem i en sund version, tilbereder jeg dem i ovnen. Men her får de desværre ikke den der stegte, sprøde skorpe, som særligt klæder lammekødet.
Flere opskrifter på frikadeller og kødboller:
- Tandoori kyllingefrikadeller i ovn
- Klassiske saftige frikadeller
- Svenske köttbullar med sauce, ligesom i Ikea
- Italienske kødboller i tomatsauce med frisk sommersalat
Tip til valg af godt lammekød til lammefrikadeller
Jeg hører ofte, at nogle synes lammekød smager “uldent” og bryder sig derfor ikke om at spise det. Det er ærgerligt, for fidusen for at undgå denne uldne smag er at vælge hakket lammekød (eller selv hakke det i kødhakker) med så lavt fedtprocent som muligt. For den uldne, lidt uheldige bismag sidder nemlig i fedtet. Lammefrikadeller er et perfekt alternativ til de klassiske frikadeller.
Lammefrikadeller med frisk koriander
Ingredienser
- 1 kg frisk eller frosset fedtfattigt lammefars (max 10-12%)
- 2 stk mellemstore løg
- 1 dl mælk
- 2 stk æg
- 2 spsk hvedemel
- 1 knivspids stødt koriander
- 1 knivspids spidskommen
- 1/2 spsk fint salt (eller efter smag)
- 1 bdt koriander inkl stilk, hakket
- 1-3 drys friskkværnet sort peber
- 2 spsk saltet smør til stegning
Sådan gør du
- Hak løg i en blender, så massen er lidt grovere end en puré. Rør de hakkede løg i lammefarsen sammen med resten af ingredienser. Tildæk skålen med lammefarsen med en film, og stil på køl i ca. en halv time. Hviletiden er vigtig, så farsen når at trække smagen fra krydderurter og for at frikadellerne bliver saftige og luftige.Hvis du synes farsen er for fast, kan du tilsætte en sjat mælk. Hvis du synes den er for lind, kan du tilsætte lidt mere mel.Form frikadellerne i hånden ved hjælp af en spiseske. Steg lammefrikadellerne på 1-2 trin over middel varme, og vend dem flere gange, så de ikke brænder på inden de når at blive gennemstegte.Et godt tip:Til påskefrokosten laver jeg altid disse lammefrikadeller i god tid forud og fryser dem ned. Her plejer jeg ikke at gennemstege dem helt, fordi de bliver lunet (bagt færdigt) i ovnen på 100 grader i ca. 30 minutter inden servering.Velbekomme!
Skriv et svar