Uforglemmelige 9 dages ferie på den smukke italienske ø Sardinien føltes som en varmt lysglimt. Vi fløj til Sardinien via Stockholm, på grund af det begrænsede antal direkte flyafgange fra København til og fra Sardinien. Heldigt for os, fik vi booket direkte fly hjem – det er nu meget rart at være hurtigt hjemme uden for mange stop. Vi fløj til kystbyen Olbia, som ligger i den nørdøstlige del af Sardinien, og tog taxa til hotellet. Køreturen varede små 30 minutter.
Ferie på Sardinien
Det er ikke første gang vi er i Italien, men første gang hvor vi har valgt en ø i Italien som destination. På Sardinien boede vi på hotel Colonna Resort Porto Cervo Costa Smeralda (Smaragdkysten) beliggende på den nordøstlige del af øen, som også siges at være det smukkeste og dyreste område. Udover hotelomkostningerne, mærkede vi ikke så meget til det, da vi havde booket hotelopholdet med halvpension. Vi havde aftalt, at denne ferie skulle bestå af ren afslapning, og derfor havde vi ikke planlagt noget fast. Alligevel blev der plads til en dag, hvor vi lejede en lille Fiat Panda på hotellet og kørte til et lokalt gademarked i den nærmeste by San Pantaleo, hvor de solgte tøj, flettede kurvetasker, accessories, små nipser, mad og lokale delikatesser. Jeg elsker disse markeder, hvor man på tæt hold kan opleve den lokale stemning og levevis. Der var mange lækkerier, som vi fik smagt på. Alt fra forskellige oste, spegepølser til oliven, olier, balsamico, frugt og grønt! Jeg endte da også med at købe et par flasker økologisk olivenolie med hvid trøffel og hvidløgssmag til denne avocadomad, som vi elsker over alt på jorden, og en flaske trøffel balsamico.
Stranden på Sardinien
Efter markedet kørte vi til en af de smukkeste strande ved Costa Smeralda, Spiaggia Del Principe. Kyststrækningen ved Middelhavet er virkelig smuk, badetemperaturen dejlig varm og vandet azurblåt og krystalklart. Det eneste minus her var, at der var virkelig mange mennesker. Der var 34 graders varme og sol fra en skyfri himmel, så både de lokale og turisterne var at finde ved strandene. Hotellet havde også egen privat strand, men der var mange sten sammenlignet med Spiaggia Del Princippe. Fra hotellet kørte der 4 gange dagligt en shuttle bus til og fra Porto Cervo, som var den næsrmeste by. Her købte vi drikkevand, da vandet på hotellet kostede 4 € pr lille flaske. Både på grund af varmen og de daglige træning sessioner i hotellets fitnessrum, kunne min mand og jeg tilsammen tømme hele Porto Cervos vandværk. Ha-ha…
Smukke Sardinien
Frokosten sprang vi som regel over, og nappede kolde drinks ved poolen i stedet. Men man når sådan set heller ikke at blive sulten – dels på grund af varmen, og dels fordi vi sov længe og spiste sent morgenmad. Til gengæld var jeg ulvesulten til aftensmaden, som først serveredes fra kl.20.00 til 22.00 Det er en af de få negative ting, som jeg personligt har at sige om dette hotel. Der var ellers rent og pænt, personalet var søde og hjælpsomme. Hotelfacilitetterne var fine med plads til forbedringer. Vi kunne godt havde tænkt os at have set lidt mere af denne smukke Ø. Med de kun 24.090km2 burde det være muligt at kunne gøre det på relativt kort tid. Jeg kunne også rigtig godt tænke mig at se byen Cagliari, som er hovedstaden på Sardinien.
Dét blev vi enige om at have til gode til en anden gang.
…Nu er vi begyndt at se frem til vores næste oplevelsesrejse, der går til den skønne Georgien i september 🙂
Bartenderen var som taget ud af en film 🙂
Hvis du er interesseret, kan du se flere billeder på instagram.
Skriv et svar