Hvis du har fulgt bloggen i noget tid, ved du allerede at jeg holder meget af at pynte og skabe hyggelige rammer omkring mig. Det betyder meget, at mine gæster slapper af, hygger sig og føler sig rigtig velkomne. Og min forkærlighed for at skabe hygge kommer især til udtryk, når bordet – som jo er selskabets midtpunkt – er præsentabelt, indbydende og smukt. Ideen til efterårs borddækning i rustik naturstil opstod, da nogle af mine søde kollegaer var på besøg Mortens aften.
Efterårs borddækning i rustik naturstil
Vi er 8 kollegaer, der plejer at mødes privat 1-2 gange om året. Vi hygger os gevaldigt sammen og har det altid virkelig sjovt. Oprindeligt havde jeg planlagt, at jeg skulle pynte bordet med noget brudeslør og eukalyptus. Men jeg nåede desværre ikke på torvet, og der måtte derfor kigges i haven – både min og naboens – efter alternativer 🙂 Heldigt for mig, fik jeg lov til at hente et par blade fra Susannes flotte japanske røde ahorntræ, som lige nu står i virkelig flotte, chancerende røde efterårsfarver. Efeu planten og det andet, som jeg ikke kender navnet på, er fra egen have. Det hele har jeg bundet på en gammel, høj lysestage.
Servietter og tallerkner
Maden til aftenen var små tapas retter fra byens “Alt godt” restaurant. Det var dejligt nemt. Tallerknerne er fra House of Doctor, og de strikkede servietter, eller rettere sagt klude, fandt jeg i Netto’s spotvare. Jeg havde i forvejen noget læder, som jeg brugte i stedet for servietringe. De hvide græskar er sæsonens hygge hit – jeg er vild med dem! De er så nuttede, og tilfører virkelig den skønneste efterårsstemning.
Efter maden fik vi dessert, som var 3 slags is, som jeg havde lavet til formålet. Det var denne her Bounty is, denne her Stracciatella mælkeis med hjemmelavet kaffesirup og en kombination af Hvid chokolade og hindbæris – perfekt match, hvis du spørger mig! Alle 3 slags is havde jeg fremstillet i en ismaskine. Efter desserten fik vi spillet et par omgange “Speak Out” – det var hylende morsomt! De første 10 minutter klukgrinte vi alle sammen, og jeg tror da nogle af os var tæt på et krampeanfald!!! Ha-ha-ha! Alt i alt havde vi den sjoveste og hyggeligste aften.
Indlægget indeholder affiliate links.
Skriv et svar