Kalenderen siger februar – den sidste måned, inden det forhåbentlig går mod lunere og lysere tider. Jeg holder meget af februar, som indeholder rigtig mange gode begivenheder. Udover at februar måned byder på fastelavnsfest med glade børn, Valentines Dag med forhåbentlig masser af romantik og min søns fødselsdag, er det også årets korteste måned.
Spændingen og glæden over at det snart er forår skaber optimisme. Vinteren føles ikke så lang igen, og man kan fornemme foråret liste ligeså stille ind af sæsondøren. Jeg har da også allerede set rigtig mange vintergækker langs hækkene rundt omkring, når vi går tur med Otto. Tænk at så små vintergækker kan give så stor glæde!
10 ting jeg glæder mig til i februar:
- blive færdig med at strikke det mega tæppe af chunky garn, som jeg er gået i gang med for nogle uger siden (men ikke kan tage mig sammen til at blive færdig med). Selve strikkepindene, eller rettere sagt strikkepælene, er 35 mm i diameter er så tunge, at jeg højest kan strikke ti rækker, før det svider i skuldre og arme. Jeg synes dog det bliver flot, og jeg glæder mig til at vikle mig ind i det og læse en god bog;
- fejre min søns fødselsdag på Flammen i København, som er hans favorit restaurant. Han bliver 21 og jeg begriber slet ikke, hvor tiden er blevet af…
- eksperimentere og udvikle nye opskrifter, hvor denne Spiralizer indgår;
- bage disse proteinrige quinoa boller med gojibær til en brunch weekend med familien;
- lave små oreo kugler (min mands favorit) på Valentinsdag og holde en hyggedag med en tur i biffen;
- begynde så småt at forberede mig mentalt til skiferien i marts. Jeg er på ingen måde en ski haj, men glæder mig for 5.gang i mit liv til at stå på ski og se, hvor meget eller hvor lidt jeg kan. Vi glæder os 🙂
- rydde op i drivhuset, hvis vejret tillader det og så småt begynde at så favorit krydderurter;
- træne mere intenst og motiveret nede i kælderen. Her bruger jeg lige nu romaskinen, løbebåndet og en hjemmetrænings DVD med bootcamp calorie burn;
- besøge mine niecer og nevø på fastelavnsdag den 26. februar med hjemmebagte fastelavnsboller, og give dem sjove fastelavnsris – et til hver! Jeg har tænkt mig at lave dem selv af troldhasselgrene fra vores have;
- spise denne gryderet med auberginer og oksekød sammen med hjemmebagt armensk madbrød “Matnakash”. Det skal jeg prøve at bage en af dagene. Uhmm… vi er vilde med denne gryderet! Mums! Opskriften på madbrødet poster jeg her på bloggen, som altid;
Skriv din kommentar herunder og klik på "Skriv kommentar" for at sende.